Man bliver ringet op. En stemme, telefonskolet til ulidelighed, meddeler én, at det er pressen. Herefter en lille forventningsfuld pause, der kan bruges til at sætte sig ned, målløs af lykke. Stemmen fortsætter med den rette blanding af autoritet og respekt: Vi vil meget gerne lave et interview med Dem, De har jo været meget i vælten i den sidste tid. Man er stadig stum af
betagelse. Stemmen fortsætter: Vi har to millioner læsere, som vi er sikker på vil være meget interesseret i at høre Deres mening om mange af de ting, der er oppe i tiden. Og hvis man er rigtig heldig, fortsætter stemmen: Vi vil gøre Dem berømt!!!
For at sandsynliggøre sine reelle hensigter, meddeler stemmen, at man selvfølgelig får lov til at læse det igennem før det bliver trykt. Vi skal jo helst allesammen være glade bagefter. Det er, så siruppen drypper fra tragten. Man har efterhånden fået samlet kræfter nok til at rømme sig. Dette bliver øjeblikkeligt taget for et samtykke og næste spørgsmål falder lynhurtigt: "Hvornår". På dette tidspunkt er man så overvældet af effektivitet, at man bare mumler en dato. Man enes om, at der kommer en fotograf med til interviewet, som så tager billeder undervejs, så bliver de mere levende. Således afsluttes indledningen til det store øjeblik: Interviewet.
Mandag kl. 14.00 skal slaget stå og mandag kl. 14.00 oprinder. Klokken bliver 14.30. Den bliver 15.00. Man tænker, det er da en lykke, man ikke skal noget i aften, ellers ville man nok begynde at få nerver på. Kl. 15.15 ringer det på døren. Udenfor står hr. Ordstrøm, skødesløst klædt på, uden at være sjusket, ikke langt hår, heller ikke kort hår. Den type enhver mor vil blive betaget af, uden at blive foruroliget. I hænderne har han som regel en buket blomster eller en flaske af en eller anden art. De sidste to ting må vel nærmest betragtes som smudstillæg. Under indtoget i entreen får man en lang beretning om, hvor travlt han har, hvor mange betydningsfulde mennesker han har talt med den dag, samt at det er et rent held, at han er nået herhen. Herefter er der faktisk ikke andet tilbage at gøre end at smile lykkeligt over, at man er så heldig.
Men nu er han kommet og nu vier han én sin fulde opmørksomhed. Dette kræver dog en smule forarbejde. De for journalisten så uundværlige remedier så som papir, blyant, skrivemaskine, båndoptager osv. skal frem og anbringes hensigtsmæssigt. Dette foregår under høflig spøgen. Nået så langt, kommer det første vigtige spørgsmål: Hvad skal der drikkes. Pudsigt nok viser det sig ofte, at journalisten har samme smag som én selv, hvad enten man vælger mælk, the, kaffe, øl, snaps og cola eller frugtvin. Drikkevarerne bliver hentet frem og man giver samtidig fotografen, der ifølge Ordstrøm altid kommer for sent, en chance for at nå frem. Under den følgende småsludren viser det sig igen, pudsigt nok, at Ordstrøm er forbløffende enig med én i alt hvad man siger. At hans øjne siger: Jeg nikker kun, fordi det ikke er min mening vi skal snakke om her, må man affinde sig med.
Her dukker så fotografen op. Han har været til ildebrand og vil gerne have en øl. Inspireret af fotografens ankomst, får Ordstrøm den geniale ide, at man skal gå ind og tage en lang kjole på, hvis man altså har en, sætte sig hen til klaveret og lade som om man spiller. Efter et stilfærdigt nej, fortæller Ordstrøm, at den slags billeder slet ikke er noget for hans blad. Næh, de vil tæt på folk og derfor skal billederne tages undervejs, så bliver de mest levende. Fotografen sætter sit grej op, samtig med, at han hele tiden kigger på sit ur. Han har nemlig fri efter dette her og det er første gang i en uge, at han har chancen for at nå rettidig hjem til middag. Det udvikler sig til en snak om, hvad han tror han får til middag og om man kan lide at lave mad. Det synes man er meget sjovt og det synes Ordstrøm da også. Under madsnakken er så alle de levende billeder blevet taget og nu mangler man bare seks, syv billeder, hvor man smiler i otte, ni forskellige retninger, bare for at glæde redaktøren. Billederne bliver taget og fotografen når hjem til sin middagsmad.
Omsider faldet til ro igen, fortæller Ordstrøm, at han altid prøver at få billederne taget først, så han kan få ro til sit interview. Nu har han pludselig god tid, man er vel kunstner. Dette dokumenteres ved at nævne navne på folk, man har interviewet. En lille speciel finesse er, kun at bruge fornavnet og så, efter en lille pause, forklarende tilføje efternavnet. Endelig når vi til selve interviewet. Ordstrøm tager sig sammen, lægger ansigtet i de rigtige folder, tager sit dybt interesserede udtryk på, ser granskende på én og lader så bomben springe: Hvorfor blev du skuespiller? Smigret over ens stumhed, forsætter han hjælpsomt: Var det fordi dine forældre var skuespillere? I et forsøg på at være objektiv, mumler man: Det var det vel også, og man kan allerede se Ordstrøm skrive: Jeg blev jo stopfodret med teater som barn, så det skulle jo gå galt. Ordstrømt fortsætter successen: Er det ikke svært at forene privatlivet med karriere, slider det ikke på én at være skuespiller?
Ordstrøm er på jagt, øjnene glinser. Udtrykket er stadig dyb interesse, men nu er der tilsat en god portion forståelse. Man siger, som ærligt er, at selvfølgelig kan nerverne stå på højkant en gang imellem (Ordstrøm nikker ivrigt), men når man nu ved det på forhånd, tager man det jo lidt lettere. Man ser bogstaver i Ordstrøms øjne, der står: Det er et enormt pres at være skuespiller. Uden min mands kærlige hjælp og støtte ville vores privatliv vist aldrig gå. Og man ved, at ved siden af den tekst, vil det femte smilende billede, til ære for redaktøren, blive placeret.
Nu sker der noget på den anden side af bordet. Ordstrøm skifter mimik. Det dybt interesserede udtryk bibeholdes, men forståelsen skiftes ud med et let anklagende blik. Og så kommer den. 1'eren, der har holdt sig på pressens dansktop i flere år. Meget længere end "Slabadubadelle". Er du engageret!!!
Der er ikke noget at gøre. Man kan ikke klare den med at sige: Ja, til engang i maj. Ordstrøm vil tages alvorligt. Man kigger fortvivlet på ham. Ordstrøm er dybt engageret i at se engageret ud. Man har lyst til at fortælle ham, at hvis man ikke var engageret, så skulle fa'en vælge den levevej, men man ved, det kun vil fremkalde et lille indforstået smil, mens øjnene vil være fuldstændig tomme. Man kaster sig ud i en tåbelig forklaring om noget, der burde være evident, og Ordstrøm labber det i sig. Så får han pludselig travlt igen. Han er allerede meget forsinket. Han skulle have afleveret interviewet for en halv time siden, så gør det noget, hvis han kun læser det op over telefonen? På det tidspunkt er man flinterende ligeglad med, hvad han laver med det. Måske kunne man lave små flyvere af papiret. De er meget sjove at lege med.
Ordstrøm samler sit grej sammen, arbejder sig ud gennem entreen og vælter ned af trappen. Og man står tilbage i døren og undrer sig over, hvorfor han ikke spurgte, om det ikke er svært at lære alle de ord udenad.
betagelse. Stemmen fortsætter: Vi har to millioner læsere, som vi er sikker på vil være meget interesseret i at høre Deres mening om mange af de ting, der er oppe i tiden. Og hvis man er rigtig heldig, fortsætter stemmen: Vi vil gøre Dem berømt!!!
For at sandsynliggøre sine reelle hensigter, meddeler stemmen, at man selvfølgelig får lov til at læse det igennem før det bliver trykt. Vi skal jo helst allesammen være glade bagefter. Det er, så siruppen drypper fra tragten. Man har efterhånden fået samlet kræfter nok til at rømme sig. Dette bliver øjeblikkeligt taget for et samtykke og næste spørgsmål falder lynhurtigt: "Hvornår". På dette tidspunkt er man så overvældet af effektivitet, at man bare mumler en dato. Man enes om, at der kommer en fotograf med til interviewet, som så tager billeder undervejs, så bliver de mere levende. Således afsluttes indledningen til det store øjeblik: Interviewet.
Mandag kl. 14.00 skal slaget stå og mandag kl. 14.00 oprinder. Klokken bliver 14.30. Den bliver 15.00. Man tænker, det er da en lykke, man ikke skal noget i aften, ellers ville man nok begynde at få nerver på. Kl. 15.15 ringer det på døren. Udenfor står hr. Ordstrøm, skødesløst klædt på, uden at være sjusket, ikke langt hår, heller ikke kort hår. Den type enhver mor vil blive betaget af, uden at blive foruroliget. I hænderne har han som regel en buket blomster eller en flaske af en eller anden art. De sidste to ting må vel nærmest betragtes som smudstillæg. Under indtoget i entreen får man en lang beretning om, hvor travlt han har, hvor mange betydningsfulde mennesker han har talt med den dag, samt at det er et rent held, at han er nået herhen. Herefter er der faktisk ikke andet tilbage at gøre end at smile lykkeligt over, at man er så heldig.
Men nu er han kommet og nu vier han én sin fulde opmørksomhed. Dette kræver dog en smule forarbejde. De for journalisten så uundværlige remedier så som papir, blyant, skrivemaskine, båndoptager osv. skal frem og anbringes hensigtsmæssigt. Dette foregår under høflig spøgen. Nået så langt, kommer det første vigtige spørgsmål: Hvad skal der drikkes. Pudsigt nok viser det sig ofte, at journalisten har samme smag som én selv, hvad enten man vælger mælk, the, kaffe, øl, snaps og cola eller frugtvin. Drikkevarerne bliver hentet frem og man giver samtidig fotografen, der ifølge Ordstrøm altid kommer for sent, en chance for at nå frem. Under den følgende småsludren viser det sig igen, pudsigt nok, at Ordstrøm er forbløffende enig med én i alt hvad man siger. At hans øjne siger: Jeg nikker kun, fordi det ikke er min mening vi skal snakke om her, må man affinde sig med.
Her dukker så fotografen op. Han har været til ildebrand og vil gerne have en øl. Inspireret af fotografens ankomst, får Ordstrøm den geniale ide, at man skal gå ind og tage en lang kjole på, hvis man altså har en, sætte sig hen til klaveret og lade som om man spiller. Efter et stilfærdigt nej, fortæller Ordstrøm, at den slags billeder slet ikke er noget for hans blad. Næh, de vil tæt på folk og derfor skal billederne tages undervejs, så bliver de mest levende. Fotografen sætter sit grej op, samtig med, at han hele tiden kigger på sit ur. Han har nemlig fri efter dette her og det er første gang i en uge, at han har chancen for at nå rettidig hjem til middag. Det udvikler sig til en snak om, hvad han tror han får til middag og om man kan lide at lave mad. Det synes man er meget sjovt og det synes Ordstrøm da også. Under madsnakken er så alle de levende billeder blevet taget og nu mangler man bare seks, syv billeder, hvor man smiler i otte, ni forskellige retninger, bare for at glæde redaktøren. Billederne bliver taget og fotografen når hjem til sin middagsmad.
Omsider faldet til ro igen, fortæller Ordstrøm, at han altid prøver at få billederne taget først, så han kan få ro til sit interview. Nu har han pludselig god tid, man er vel kunstner. Dette dokumenteres ved at nævne navne på folk, man har interviewet. En lille speciel finesse er, kun at bruge fornavnet og så, efter en lille pause, forklarende tilføje efternavnet. Endelig når vi til selve interviewet. Ordstrøm tager sig sammen, lægger ansigtet i de rigtige folder, tager sit dybt interesserede udtryk på, ser granskende på én og lader så bomben springe: Hvorfor blev du skuespiller? Smigret over ens stumhed, forsætter han hjælpsomt: Var det fordi dine forældre var skuespillere? I et forsøg på at være objektiv, mumler man: Det var det vel også, og man kan allerede se Ordstrøm skrive: Jeg blev jo stopfodret med teater som barn, så det skulle jo gå galt. Ordstrømt fortsætter successen: Er det ikke svært at forene privatlivet med karriere, slider det ikke på én at være skuespiller?
Ordstrøm er på jagt, øjnene glinser. Udtrykket er stadig dyb interesse, men nu er der tilsat en god portion forståelse. Man siger, som ærligt er, at selvfølgelig kan nerverne stå på højkant en gang imellem (Ordstrøm nikker ivrigt), men når man nu ved det på forhånd, tager man det jo lidt lettere. Man ser bogstaver i Ordstrøms øjne, der står: Det er et enormt pres at være skuespiller. Uden min mands kærlige hjælp og støtte ville vores privatliv vist aldrig gå. Og man ved, at ved siden af den tekst, vil det femte smilende billede, til ære for redaktøren, blive placeret.
Nu sker der noget på den anden side af bordet. Ordstrøm skifter mimik. Det dybt interesserede udtryk bibeholdes, men forståelsen skiftes ud med et let anklagende blik. Og så kommer den. 1'eren, der har holdt sig på pressens dansktop i flere år. Meget længere end "Slabadubadelle". Er du engageret!!!
Der er ikke noget at gøre. Man kan ikke klare den med at sige: Ja, til engang i maj. Ordstrøm vil tages alvorligt. Man kigger fortvivlet på ham. Ordstrøm er dybt engageret i at se engageret ud. Man har lyst til at fortælle ham, at hvis man ikke var engageret, så skulle fa'en vælge den levevej, men man ved, det kun vil fremkalde et lille indforstået smil, mens øjnene vil være fuldstændig tomme. Man kaster sig ud i en tåbelig forklaring om noget, der burde være evident, og Ordstrøm labber det i sig. Så får han pludselig travlt igen. Han er allerede meget forsinket. Han skulle have afleveret interviewet for en halv time siden, så gør det noget, hvis han kun læser det op over telefonen? På det tidspunkt er man flinterende ligeglad med, hvad han laver med det. Måske kunne man lave små flyvere af papiret. De er meget sjove at lege med.
Ordstrøm samler sit grej sammen, arbejder sig ud gennem entreen og vælter ned af trappen. Og man står tilbage i døren og undrer sig over, hvorfor han ikke spurgte, om det ikke er svært at lære alle de ord udenad.
- Lene Tiemroth
